Rigtige venner

Fik taget en ordentlig lang snak med en god ven sidste nat – det rykkede noget, virkelig! Og pludselig var det faktisk både sjovt og inspirerende (what the f***??!) at skrive jobansøgning i dag. Det er dejligt at ha’ venner, som er der for én.
Stillingen, jeg søgte, var for resten annonceret i et stillingsopslag, som ikke færre end TO veninder sendte mig. Uafhængigt af hinanden. Det er dejligt at have venner, der tænker på én.
Den ene kommer i øvrigt til middag hos mig i morgen. Den anden skrev og inviterede mig på middag hos sig. Det er dejligt at have venner, som man glæder sig rigtig meget til at være i selskab med.

Så det er med en helt anderledes god fornemmelse i maven end i går, at jeg nu går i seng og forhåbentlig sover tungt. – Og i øvrigt skyder det fra mig, at lige siden ham århusianeren dukkede op igen forleden, har der været mindst én sms fra ham om dagen – en sjov bemærkning ud af det blå her og dér.
Faktisk er der egentlig i de dér dage aldrig gået mere end et halvt døgn (og oftest kun et par timer) imellem, at jeg har hørt fra ham. Men den kvikke læser vil erindre, at jeg er modvillig. Skeptisk over hans glathed og charme, som han efter alt at dømme deler med hvem som helst, og som jeg nægter at lægge noget i. Slesk tale og billig portvin – tøh! Der skal mere til at besnære mig! (Så vidt jeg husker). Endnu mere skeptisk er jeg over afstanden. Til Århus.

Så jaja da, jeg så udmærket, at han var online til aften. Men jeg havde travlt. Med madlavning. Og julegaveindkøb på nettet. Og jobansøgning. Jeg havde ikke tid. Blev der sagt!

Gæt hvem der sagde hej til mig et par timer senere og atter charmede/flabede derudad og fortalte mig, at han faktisk også lige havde skrevet jobansøgning, fordi han jo ærligt talt helst ville “hjem til København”… Uh, jeg var ubehageligt stolt over mig selv, da jeg tog mig sammen til at afslutte samtalen, inden den blev ret lang. Skulle hjælpe en anden ven med noget tekstfeedback. Men på en eller anden måde nåede Århusianeren og jeg ikke desto mindre at udveksle billeder. Bare sådan fordi det jo er “mærkeligt ikke rigtigt at vide, hvordan modparten ser ud”. As if.

Joooo, det er dejligt at ha’ venner, der interesserer sig for én……

Med lidt hjælp fra vennerne…

Dér røg dén julestemning :-(

Hader at whine, men…

Når den ene ven bekendtgør, at han har friet til kæresten…
Når den anden har købt kæmpe lejlighed sammen med sin kæreste…

De begge har gode job (med tilsvarende helt pæne lønninger, jobs, de er okay tilfredse med, ja, ligefrem glade for)…

Når man kigger hele raden af venner rundt og sgu ikke ser andre arbejdsløse tabere end sig selv, og man så OGSÅ føler sig ret mislykket på kæresteområdet, egentlig gerne ville se at rykke i en anden lejlighed (med et rigtigt køkken og ikke bare en gammel, nedslidt køkkenniche, for man fylder altså 32 lige om et øjeblik og vil gerne ha’, at alder og ydre rammer passer bare nogenlunde sammen)…

Når man pludselig ser sig omkring og opdager, at alle vennerne er pisse etablerede, har krydset de vigtige ting på to do-listen af…

Så er det bare ikke skægt længere. Jeg under dem det, selvfølgelig. Giftermål og lejlighed og forkølede unger og gode jobs. Og helt ærligt, føler jeg sgu ingen trang til at blive gift *ydrk*. Men jeg føler en stærk trang til snart at kunne være tilfreds med, hvor jeg er i livet. Hvis jeg var 25, ville det her muligvis være okay. Men jeg er fucking 32 og forventes at være voksen – at være nået lidt længere. Jeg forventer af mig selv, at jeg er nået lidt længere.

Så vidt jeg kan se starter det hele med det forpulede job – det ville give følelsen af, at der også er brug for mig – og derudover nogle tiltrængte klejner i kassen. Næsten vigtigst af alt ville det give mig følelsen af atter at klare mig selv, sådan som voksne mennesker nu engang gør og bør.

Jeg ved bare ikke rigtigt, hvor jeg skal finde det job. Og min tro på at nogen skulle vælge mig til at udføre et stykke meningsfuldt arbejde for dem, bliver mindre og mindre… Det er helt ærligt temmeligt nedbrydende for min selvfølelse at være arbejdsløs.

Føler mig som en mega fiasko. Er bund ulykkelig. Og selvfølgelig er det nat, og jeg er den eneste, der er vågen, for det er mandag og arbejdsdag lige om nogle få timer. For alle andre…

;-(

P.s. Overvejer virkelig at aflyse den date…

Et ordentligt pulver

Jeg ku’ ha’ svoret, jeg så ham liste hen over én af mine køkkenhylder, da jeg kom hjem her til aften: En lillebitte sød nissemand, der blev noget så flov og rødmede, da jeg opdagede ham. Så han smuttede hurtigt om bag en pose med mel. Jeg lod ham gemme sig – det er ikke pænt at jagte nogen, der tydeligvis ikke vil jagtes, jo.

Det bedste er, at han i skyndingen tabte en pose tryllestøv. Det var selvfølgelig kun synligt på sin glitrende færd ned igennem luften, hvorefter det forsvandt og var pist borte. Men jeg skal love for, det gjorde sin virkning: Pludselig havde jeg et sug i maven, jeg ikke har oplevet i mange år: I ved godt, da man var barn, og der var aaaalt for længe til alt det spændende d. 24. december, og de voksne var pisseirriterende og hemmelighedsfulde…

Så tændte jeg min radio. Lidt efter spillede P2 en herlig version af Have Yourself a Merry little Christmas, og nyhedsoplæseren annoncerede, at der kommer sne og frost i nat – og jeg er ikke engang irriteret, som jeg ellers plejer at blive. Nyder bare Händels juleoratorium, mens jeg går og tænder stearinlys, inden min bror kommer på besøg…

Jeg tror, det her er julestemning på den voksne måde. Lidt rørt og glad og med en tåre i øjenkrogen og mest lyst til at GIVE gaver, frem for at få.

Jeg kigger altså IKKE bag den pose mel – sæt nu den echte stemning forsvandt…

Fokus

Genkendelsens glæde. Ja, måske er det dén, der får mig til at sidde og smile lidt over situationen, mens jeg ryster let på hovedet…

I kender det godt, ikke? Man er lige blevet single, man nyder sin frihed, dater måske lidt rundt, skyder lidt med spredehagl på forskellige mere eller mindre oplagte kandidater af det modsatte køn, nyder en uskyldig bekræftelse, er måske ikke så seriøst søgende, at det gør noget…

Og timingen slår aldrig fejl:
Han dukker op ud af det blå hver gang. Ham dér den evigt charmerende. Det på rigtig, rigtig mange måder drøngode catch, som man på den ene side tænker er way out of éns liga, men som man på den anden side nok altid inderst inde godt har vidst er lidt interesseret – lissom man selv altid har været lidt nysgerrig.

Mit out the blue-catch har jeg aldrig mødt. Ikke at vi ikke over for hinanden flere gange har luftet tanken om at mødes. Men han bor i Århus. Jeg bor i København. Vi har ikke holdt hinanden fast på ideen. Og han har i øvrigt haft kæreste på de sidste par år. Og så var dén jo lissom ikke længere. Har ikke talt med ham det sidste års tid. Ikke nogen bevidst beslutning. Det blev bare sådan. Har ikke tænkt på ham i mange måneder.

Selvfølgelig poppede han så op ud ad intet i aftes. Og han tilbragte en masse tid i København for tiden, og han savnede byen, sagde han. Søgte så småt tilbage. Det dér med Århus var vist egentlig mest en udflugt dengang. Nu ventede han bare på, at det rigtige job i Hovedstadsområdet viste sig. Hvad kæresten sagde til det? Nå, jamen hende var han smuttet fra for et halvt år siden.

Og jeg véd godt, at humoren, latteren, energien og pingponget næsten stråler ud ad skærmen, når vi chatter – og tager vejret fra mig i telefonen. Og jeg véd godt, at han sagde, han havde savnet mig. Og at mit selskab var så underholdende, at det tangerede det vanedannende, og at han nærmest var blevet overrasket over, hvor glad han var blevet, da han så, jeg loggede på. Jeg véd godt, at da vi snakkede om, at jeg ind imellem havde følt mig “forkert” og ufeminin, fordi jeg elsker at være morsom, underholde selskabet, få andre til at grine, så svarede han, at han sgu tænkte, det var dérfor han var single – fordi der var “så få af os [den type kvinde]“.
Jeg véd godt, han fiskede grundigt efter mit nummer, som han havde forlist, da hans telefon druknede i hans brystlomme under en særligt regnfuld motorcykeltur. Og jeg véd godt, at det gjorde ret stort indtryk på mig, da han i går for første gang så et “rigtigt” billede af mig på “her er jeg uden komplekser”-måden, og han flirtende udbrød, at næste snak da vist burde være over webcam. Jeg véd, at jeg ikke burde nyde det så meget, at han tilføjede, at jeg da “kunne være med i en hvilken som helst liga”, for jeg så godt ud (han havde allerede nævnt, jeg var intelligent, sjov og charmerende).
Og jeg véd især godt, at jeg blev forbløffet og smilede meget over, at han straks efter samtalen skrev sød godnat-sms og med vanlig sans for komik kommenterede, at han i øvrigt ikke håbede, han nu havde skrevet til et tilfældigt pizzeria i Københavns NordVest-kvarter…

Alt det véd jeg godt. Men jeg véd også i dén grad, at han sagde nogle ting om, at han ikke ledte efter en kæreste lige nu. At han nød sin frihed og sådan.

Så derfor, blandt andet. Vælger jeg også at nyde min. Okay? Jeg holder ham ud i strakt arm. For jeg véd jo godt, at den type fyr har det hele i munden og charmer alle i selskabet. Er enormt intens i nuet og aaaaalt det dér. Men så snart jeg begynder at tage det for mere end det er. Så snart jeg begynder at forholde mig til det – længes efter det, håbe på noget – så er det, det går galt. Bliver en belastning for mig. For det var jo bare for sjov. De kan jo bare godt lide mig. Som en ven. Ikke?
Derudover skal jeg i dén grad IKKE langdistance – og denne gang mener jeg det… Og han er ikke seriøst interesseret. Og hvis man er i tvivl om interessens dybde, så er den ikke dyb og så endeløst klichéfyldt videre.

Det er bare ikke så skidenemt det dér med den strakte arm, når manden så oven i købet sender mig en slags godmorgen-sms her til morgen, vel? Og straks svarer på det meget casual svar, man sender ham otte timer senere. Og når man ved, han er i København igen i morgen…

Ikke let på trods af man netop har prøvet at markere en grænse ved ligeud at fortælle ham, at man dengang for længe siden besluttede at tage det helt casual. Han virkede så farligt flyvsk og snakkede selv om, hvor dårlig han var til at planlægge, så derfor, tænkte jeg, måtte jeg hellere lade være med at regne med noget som helst… Fortalte ham, hvordan jeg havde besluttet at lade være med at lægge noget som helst dybere i det og bare tage det som pjat og løjer. Uanset hvad han så sagde… Og at det var derfor, jeg meget unlike me aldrig talte ret dybt med ham dengang.

Han reagerede med lidt ironisk at kommentere, at “nåååårh nej, det ville jo også gå helt galt, så ville du jo bare skulle begynde at forholde dig til mig.” Pudsigt, taget i betragtning at han netop havde omtalt, hvordan eks’en efter hans mening forholdt sig alt, alt for meget til alle omkring sig i stedet for bare at være til stede.

Men det er ramt hundrede procent på kornet: Jeg ønsker nemlig lige nøjagtigt ikke at forholde mig. Allerede denne blogpost er alt, alt for meget!

Echte, for Helvede, hold fokus! Du har en date, som du faktisk glæder dig rigtig meget til, i næste uge. Du er glad for din frihed, for at være sluppet af med langdistancen og være tilbage i egen mave. Fokus blev der sagt. Fokus…

Løsning?

Hvis I spørger mig, lukker Carl Mar-Møller sgu som regel noget ubrugeligt macholort ud, når han prædiker om mænd og kvinder – det emne, der jo ellers sku’ være hans spidskompetence. Men jeg må tilstå, at mine øjne var ved at trille ud ad hovedet af benovelse, da jeg læste nedenstående på et eller andet site, som jeg desværre nu har glemt navnet på. Jeg kom til at grine – både over det nærmest komisk banale og over det ret indsigtsfulde i følgende passage:

“En stærk kvinde kan godt lære en mand at give hende modspil. Her er opskriften på, hvad hun skal fortælle sin mand:
Når du kritiserer mig, bliver jeg mere forelsket i dig.
Når du ikke altid gør, som jeg siger, er du en mand.
Når du tør have andre meninger end mig – selv om jeg bliver irriteret – er du dejlig.
Sprøjter du vand på mig, når jeg soler mig, og er du ikke er bange for min vrede, bliver jeg tiltrukket.
Når du driller mig, tager gas på mig og viser mangel på respekt, bliver jeg glad.”

Ja, det er jo det, vi vil ha’. Måske dette ovenstående er (spidsen af) et bud på, hvad vi gør for at få det bedste ud af det, når der nu åbenbart ikke er lige så mange coole (selvsikre) mænd, som der er coole kvinder i verden…

Hvis alt andet kikser, må jeg i gang med at prøve denne anvisning af.
Rigtig god onsdag til alle!
Og så et stykke dejligt livsbekræftende musik om at der ALTID er håb, ALTID findes nogen, der vil lytte, hvis vi tør opsøge det…

“Og så sagde vi jo, at jeg bestemte!”

“Det er jo sådan”, sagde han, “at hvis en mand er dominerende af natur, og han møder en kvinde, som er stærkere end ham verbalt, og som sætter ham til vægs i en diskussion… Så går der koks i det, du. Man kan ikke se hans røv for bare skosåler! Der skal være modspil, men ikke for meget.”

Hvorfor er det, at den slags sandheder bare er kommet væltende imod mig – både som produkt af mine egne erfaringer og i udtalelser fra andre – de sidste par år? Det her ville jeg fandeme gerne ha’ vidst og forstået for ti år siden.
Men måske er det simpelthen dét, de fleste kvinder bruger ti-året, fra de er tyve til de er tredive på at opfange, indse og forstå de fulde konsekvenser af…?

Fartbegrænsning

*Jo, jeg indrømmer det: Han skriver de mest interessante breve, jeg nogensinde har modtaget. (Og det siger ikke så lidt, faktisk!)
*Ja, noget tyder endda på, han er ganske pæn
*Jo, han kan gennemskue mig og få mig til at grine – han har nogle særlige forudsætninger (dem kan vi evt komme tilbage til en anden gang )

Og det er i det hele taget vældigt spændende og lovende alt sammen. Men hvorfor i alverden har han så travlt med at mødes, at han hele tiden skal prikke til mig og spørge og være om sig? Fatter han ikke, at netop dét faktisk foreløbig er eneste minus ved ham, og at det får mig til at tøve og sagtne farten betragteligt? Kan han ikke se, at han spænder ben for sig selv?

Nu har jeg skrevet ligeud til ham, hvor irriteret jeg er blevet. Jeg lyder faktisk lidt arrig i det brev. Men også rigtig interesseret. Skriver ligeud, at jeg VED, at jeg gerne vil mødes, men at jeg er sådan én, der tager tilløb. Lev med det, Bror Lort! Så han burde kunne ta’ det konstruktivt. Kan han ikke give mig lidt tid (beder jo hverken om uger eller måneder!), så må den slutte dér.

Ska’ da lige love for, Echte sætter grænser for tiden!

… Men jeg håber virkelig, han tager det godt…

Brølende december

Hvis nogen her i foretagendet kan huske bare en lille smule fra danskundervisningen i gymnasiet, så vil de erindre, at man i den danske litteraturhistorie har kaldt 1920′erne for De brølende 20′ere.

Kort fortalt dækker begrebet over, at alverdens kunstnere, kreative og andre halvstuderede røvere efter Første Verdenskrigs rædsler ikke længere kunne anskue verden som før. De havde – ikke så underligt – mistet troen på alt det, der før krigen havde skabt rammerne om deres livsfilosofi.
Ræsonnementet er egentlig rørende banalt: Når noget så meningsløst som den krig kunne finde sted, kunne de gamle værdier og overbevisninger jo selvsagt ikke have været de rigtige.

For at gøre ondt værre, havde de stakkels kunstnere ikke noget at sætte i stedet. Resultatet blev en meget “mærkelig” kunst, der “brølede” i det tomme rum.
Kunst beskriver i en eller anden udstrækning verden og/eller synet på verden på et givent tidspunkt. Ergo ser malerier, designs og alle mulige andre kulturprodukter fra perioden lige efter Første Verdenskrig afgørende anderledes ud på grund af den her følelse af… hvorfor og hvad nu?

Det var ikke kun dårligt, selv om mange kunstnere var rådvilde og frustrerede. Det var også en ny begyndelse. Men samtidig svært, fordi ingen anede, hvor de skulle lede, mens de gik dér og grublede over hvordan det kunne ske. Lede, ja, efter en ny mening. Hvis der altså var én.

Jeg har besluttet at kalde denne måned i min personlige kalender for Brølende December. Fordi jeg heller ikke ved, hvordan det kunne gå så galt, og hvordan jeg kunne vælge så forkert. Fordi jeg ikke aner, hvorfor jeg trak den så langt.
Men der er ikke noget trist over det. Snarere en følelse af legitimering. Lige nu er det i orden at prøve sig frem i stort set alle livets henseender, i orden egentlig ikke rigtig ha’ nogen plan med noget som helst. – Sidste gang virkede planerne jo alligevel ikke…

Som der stod om de brølende 20′ere i vores litteraturhistorie i 3.g: Den overordnede følelse er frihed…

På vej

Døgnrytmen er på vej tilbage i sin rette gænge. Den sidste uges tid har jeg spist meget mere sundt, groft og regelmæssigt. Jeg har plejet min krop – købt en god ansigtsmaske og sådan.

Jeg har fået set mine venner og været nærværende, hvor jeg var. Har sågar set eks-eks-kæresten. Og meget kan man sige om ham. Vi var ikke særligt fantastiske som kærester. Men vi er ret udmærkede som eks’er og venner. Dét er da også en slags kvalitet. Og noget, visse andre eks’er kunne lære noget af… (Nej, har ikke hørt fra ham siden).

Indrømmet: Har desværre også måttet aflyse et par gange, fordi jeg endnu ikke heeeelt er dér, hvor jeg magter alle de ting, jeg gerne vil i hverdagen, meeeen… Pointen er: Det er tæt på. Det begynder at ligne et liv igen.

Jeg er på vej. Kan I se mønstret? For jeg kan godt! Det var det helt rigtige, jeg gjorde. Og nu: Weekend og middag med brormand!

Og det var så dét

Skrev Sergenten en pæn mail i går. Set i lyset af de seneste samtaler mellem os foretrak jeg skriftlig kommunikation. Så var jeg sikker på at få sagt det, jeg ønskede at sige på den måde, jeg ønskede det. Det forklarede jeg.

Og så skrev jeg, at han ikke behøvede overveje mere. At det ikke kunne gå. At jeg havde følt, jeg var begyndt at miste mig selv. Og at jeg var vred og såret over en del ting, men at dét ikke var den overordnede følelse. Der var også gode minder og alt det bedste og hejhej.

Og selv om jeg skrev, at han kunne skrive tilbage eller lade være (stadig på en pæn måde). Så var jeg ret sikker på, jeg aldrig ville høre fra ham igen. Og jeg var også ret sikker på, jeg ville have det øv med ikke at høre. Well. Jeg har intet hørt. Og som en ven spurgte: “Echte, hvad skulle han også sige? Du skrev “it’s over”. Så er det vel dét?”

Men dét er jo sagen i en nøddeskal, ikke? At han ikke forstod mine behov for betænksomhed og omsorg. Og at jeg ind imellem opgav at kommunikere dem. For mig ville et simpelt “farvel og hav det godt” ha’ betydet utroligt meget.

Jeg hænger med næbet. Jeg synes stadig ikke, jeg havde fortjent den sidste uges forløb. Men jeg ved, det bliver bedre. Snart. Jeg ved, jeg kommer over det. Når vintermørket begynder at lette, går det fremad igen…

Den skønne vrede

Ligesom der er noget, der hedder “Den søde kløe”, mener jeg, nogen burde ta’ sig sammen og opfinde udtrykket “Den skønne vrede”. Hvis ingen andre melder sig frivilligt, snupper jeg tjansen!

Helt ærligt: Jeg skammer mig over at indrømme det – jeg kan åbenbart stadig ikke finde ud af det dér parforholds-noget. Og jeg føler mig som lidt af en fiasko. Faktisk kom jeg til at slå op midt i det hele – og at tænke sig: Så fortrød jeg. Også selv om der har været en farlig kommers og skænderier af en varighed, der i dén grad retfærdiggjorde fri tale-abonnement hos mobilselskabet… Endnu mere fiasko. Ikke en gang brud kan jeg åbenbart finde ud af. *Suk*

Og her er vi så ved kernen: Jeg gik nemlig tilbage til ham. Jeg græd. Jeg indrømmede, at jeg havde fortrudt osv. Og ved I hvad? Så skulle han have tid og rum og plads og alt muligt andet dimensionsnoget. Og han skulle revurdere. Hele præmissen for forholdet. Og jeg tudede og tudede. Og fik skylden for dit og dut og dat, og pludselig var der hundredesytten ting i vejen, han aldrig havde nævnt. Jo, tak ska’ du fik for ærlighed og klare grænser. Igen: En kommers, der ville ha’ gjort den ansvarlige for Magasins julehandel grøn af misundelse.

Jeg var helt tom indeni – bortset fra smerten over alle de uretfærdige beskyldninger, han kunne hælde ud over mig. Jeg var helt ør over alle de spydigheder, vi kunne hælde efter hinanden. Og jeg tudede og græd og tudede noget mere og glemte næsten, at der jo altså var en grund til, at jeg havde brudt i første omgang. Nemlig at det endnu en gang var lykkedes mig at finde en mand, der ikke kan finde ud af det dér med omsorg. Og så ku’ jeg ellers gå og håbe på, at han lærte det hen ad vejen og en dag ikke længere ville sidde og ikke vide, hvad han skulle stille op med en grædende Echte i telefonen.
Well… Der er visse ting, jeg gerne vil gi’ mænd tid til at lære (skråskrift og reparation af trykhægter fx) – og så er der ting, jeg helt ærligt mener, de skal kunne fra starten af et forhold. Gæt selv i hvilken kategori, jeg mener, at omsorg hører til…End of Story.

Jeg kunne bide i det sure æble. Jeg kunne være for stolt til at indrømme, at jeg tog fejl af Sergenten. At han ikke var the one. Jeg kunne blive hos ham og lade mig selv og min selvfølelse slide ned – og holde et pænt fjæs udadtil.

Men dét kommer ikke til at ske. Miraklet er nemlig indtruffet:
Deres udsendte er blevet vred. På overskudsmåden. Jeg er nået dertil, at jeg sidder og glæder mig over min frihed og tænker: “Nu kan det saftpeterspenderemig væk nok!” Jeg er den, der er smuttet – og jeg tager min værdighed med mig, når jeg går!

Måske er jeg alligevel ingen fiasko? Måske har jeg siden sidst lært noget meget vigtigt om grænser og parforhold? – Om at stå fast på at ville være glad i det (og ellers lade være, for jeg klarer mig jo glimrende alene).

Den skønne vrede er den, der sørger for, at man ikke mister sig selv og ikke lade sig byde, når man hellere burde bide.
- Og hvis han ringer om en uges tid, sådan som han vist nok havde planer om, er det bare fucking ærgerligt – for jeg tager ikke min telefon!

Jeg håber sandelig, jeg stadig er vred i morgen!

Team spirit

Det er gået op for mig, at jeg hidtil har levet med en opfattelse af, at Skænderierne var begyndelsen til enden. Disse endeløse udredninger af, hvad man mente, da man sagde… Forsvarene. For sig selv. Og for éns ord. Forklaringerne. “Jamen, når jeg siger… så mener jeg bare.” De (midlertidige) våbenhvileaftaler. Udmattelsen.

Det står pludselig klart for mig, at jeg aldrig nogensinde har været i et forhold, hvor der var nogen mening med noget som helst, når først Skænderierne tog fart. De var ustoppelige. Utæmmelige. Jeg mistede altid mig selv på vejen. Forklarede mig selv til døde. Følte, jeg kæmpede alene. Prøvede at bide ting i mig, når modparten blev for vred og urimelig til at tænke klart. I min iver efter fred og harmoni, var jeg mere forstående og tålmodig, end der var dækning for og endte derfor med at være så indestængt rasende og bitter, at når der endelig blev et roligt øjeblik, væltede det ud ad mig.

Og så kunne krigen ellers begynde forfra. Når først dette cirkus begyndte – et sted mellem et par måneder og et halvt år inde i forholdet, så var der ingen vej tilbage.

Sergenten og jeg skændtes to uger i træk. Og forsonedes. Og skændtes noget mere. Og græd. Og råbte og skreg. Og sås. Og skændtes og elskede og fortvivledes og sukkede og tav. I afmagt. Og så skændtes vi noget mere efter afskeden. Til trods for alle aftaler og gode intentioner. Om tonen. Om spejlingerne af vores egne komplekser og traumer og dårlige erfaringer, som vi mente at se som virkeligheden. I den anden. Men mest af alt vel om bagateller. Eller. Ja, det er jo dét: Skænderiets anatomi. Det eneste, jeg som kommunikationsforsker aldrig ville kaste mig ud i at undersøge. Der sker en forheksning et sted. Findes der overhovedet par, der selv ved, hvad de egentlig skændes om? Når det kommer til stykket.

Jeg var to milimeter fra at gøre det forbi. Jo, tak! Jeg havde oplevet den her fornemmelse af desperation og ensomhed i tosomheden før. Jo tak, jeg havde været dér, hvor jeg igennem et helt år kæmpede for noget, der for længst var dødt (modparten var bare for meget en umoden vatpik til at tage konsekvensen). Og jeg selv… Jeg var vist for umodent bange for at være alene. For at dét aldrig sku’ lykkes mig.

Dér sku’ jeg fandeme ikke havne igen! Så nu sku’ jeg dælme vise, at jeg ku’ finde ud af at sætte grænser og trække mig i tide. Resigneret konstaterede jeg for mig selv, at jeg åbenbart bare ikke var konstrueret til det dér parforholds-hejs. Suk.

Så jeg havde egentlig opgivet, da vi begyndte at tale om, hvordan vi talte. Åh, hvor patetisk! Jeg vidste jo dybest set godt, at den slags metafittelifut ingen vegne fører.

…

Jeg må tilstå, at Livet den seneste uges tid har stået og grinet kærligt drillende ad mig.
“Hah, Echte! Dén havde du nok ikke regnet med, hvad???”
Jeg står og ser forlegent ned i gulvet. Lidt skamfuld. Træder mig selv over tæerne, mens Livet har one Hell of a time laughing its butt off.

Sergenten er stædig som ind i Helvede. Nogle ville kalde det ‘målrettet’. Måske ligefrem ’stålsat’. (Manden blev erklæret stærkt ordblind som barn, men lærte siden at læse helt fint, og skriver så relativt hæderligt, at selv jeg, den kommunikationsuddannede, aldrig opdagede ordblindheden, men tog den for at være en smule sjuskeri, da vi skrev sammen og lærte hinanden at kende ad den vej).

Jeg burde ha’ vidst, at han mener det, når han siger, at der er ting, han gerne vil lave om på hos sig selv. Ting, han gerne vil lære. Jeg burde ha’ vidst, at en mand, der altid melder helt klart ud om sine følelser og har mavefornemmelsen i orden, som det hedder, ikke fylder mig med pjat og pjank, halve løfter og tredjedels-formodninger samt hensigtserklæringer. At med ham nytter det noget.

Sergenten gør ikke noget, før han er selv klar. Men hvis han vil, gør han det. Stol på det, Echte! (Fik du dén, Echte – denne gang er der ingen undskyldning for ikke at stole…) Og han lytter. Og erkender. Og det er så sejt, at jeg heller ikke selv kan lade være med at ville det, jeg ikke er så god til. Jeg får mere og mere lyst til at ha’ tillid. Mere og mere lyst til at være tålmodig. Fordi det åbenlyst ikke kun er mig, der kæmper. Eller anerkender.

Den sidste halvanden uges tid har jeg både været oppe og nede, når vi har talt sammen. Det er ikke altid lige sjovt at være arbejdsløs… Og så er der selvfølgelig også bare hverdagens trakasserier af alle mulige slags. Og jeg har opdaget, at jeg både kan skælde og smælde og være pissefrustreret og brokkende og enormt glad eller trøstende og opbakkende. Det ender ikke længere ud i skænderier. Bedst af alt er det næsten, at jeg kan gå fra at være totalt nede til at være udmærket kørende og genfinde troen. På at det nok skal gå.

Det bliver til lange, interessante og sjove snakke. Som dem vi havde, lige da vi lærte hinanden at kende. Dem, jeg egentlig ikke havde troet, vi nogensinde ville finde igen. Og han rummer mig og siger ting som: “Echte, bare fordi du ind imellem har svært ved at ha’ fuldstændigt tillid, så bliver mine følelser for dig ikke mindre. Og jeg kan mærke, du udvikler dig. Jeg er sikker på, det kommer hen ad vejen. Du lærer, jeg lærer.” Og den tålmodighed lærer jeg af.

Han har helt ret. Jeg tror aldrig, jeg har været så sikker på nogen mand. Og jeg genkender min mors beretninger. Om dengang hun, den borgerligt opdragede, naive pige kom til byen og mødte min far, jydetampen og gavflaben og provoen, hvis tone hun ikke altid forstod, men hvis ophavsmand hun pudsigt nok alligevel altid følte, at hun kunne regne med. I tykt og i tyndt, selv selv om han ikke var “hendes type”.

Jeg genkender problemknusergenet og den her og dér lidt for jordbundne tilgang til det dér verden. Men mest af alt genkender jeg trygheden, ærligheden, det stærke ønske om aldrig at ville svigte sine nære, uanset hvor hårdt det så bliver, glimtet i øjet, varmen, passionen og at ville…

Vi er et team. Ikke længere i krig.

Arrig

Betyder det egentlig, at man er “rig på ar”? Nå, bare en tanke…

Der er sgu ikke noget så irriterende som at være arrig på sig selv. Man kan ikke slippe væk. Ikke “lade det ligge til i morgen”. Ikke noget. Man er fanget i hjørnet, er man. Og så kan man stå dér og sprutte. Løbende på stedet for dog at vise og føle, at man gør noget.

Jeg er ret arrig på mig selv i dag. Jeg er blevet en af disse arbejdsløse, som sover alt for længe og ikke får ting gjort. De få gange, jeg så FÅR ting gjort, bliver jeg så glad. Og så bliver jeg samtidig endnu mere arrig. For hvorfor gør jeg så ikke bare de ting hele tiden?

Skriver de jobansøgninger, jeg ønsker
Træner
Laver de rettelser, min bror har bedt om til en studieopgave
Ringer til viceværten, som har gjort sig den ulejlighed at bestille nyt køleskab til mig
Ringer til Gud
og ikke mindst hvermand
Får det klaret
Tager den opvask og skifter det sengetøj
Skriver den tekst
Tager hul på problemerne

Wait a minute… Så er jeg jo i gang!?

Intet som at være arrig. Især ikke på sig selv…

Forandring

“Jeg er godt nok skuffet over, hvis du virkelig har så lidt tillid til mig”, sagde han.
“Øh? Tillid?”
Jeg var desorienteret.
“Ja”, svarede han. “Du siger, du har dårlig samvittighed over, at du prøver på at lave mig om…”
“Ja, det er da også totalt umodent og dårlig stil af mig”, klagede jeg brødebetynget. “Voksne mennesker er voksne mennesker. Hvem fanden tror jeg, jeg er? Jeg ville sgu da heller aldrig selv ændre mig for nogen.”
“Prøv nu at høre”, sukkede han. “Du tror da ikke for alvor, du kan lave om på mig, Echte? Du tror da ikke, jeg ikke ville sige til og så komme bagefter og bebrejde dig? Du er ikke gået over mine grænser. Du prøver at flytte dem. Det er noget andet. Og dét vil jeg gerne være med til. Jeg synes selv, de SKAL flyttes på nogle punkter. Men jeg skal nok selv bestemme, hvor hurtigt det skal gå, ikke?”

Jeg ku’ høre hele vejen gennem telefonen, at han sad og smilede, da han sagde det.

Holy shit – jeg må ha’ været sygemeldt, den dag de gennemgik Mænd over tredive ovre på Kvindeskolen…

Ar

Vi var lige vågnet. Jeg lå og kiggede på ham. I panden har han et lille ar, som jeg flere gange har undret mig over. Men jeg har ikke fået spurgt. Det har en underlig form.

“Nå, det dér”, svarede han. “Det er fra en granatsplint. Det var heldigt, den var så varm, selv om det så gjorde sindssygt ondt, da den strøg ind under hjelmen…”.
Jeg nikkede. Havde jo godt haft på fornemmelsen, at det nok havde noget med dengang at gøre. Jeg strejfede det lille besynderlige mærke med en fingerspids.

Og det slog mig, at vi begge har synlige ar.

Mavefornemmelsen, der blev væk

“Mave til hjerne: Nul”. Cirka sådan lød meldingen fra min mave, da jeg vågnede op i går morges. Havde taget en ORDENTLIG diskussion med kæresten aftenen før. Nogle ville nok mene, vi havde skændtes…

Dagen efter var det så, jeg vågnede og følte: Ingenting.

Jeg savnede ham ikke. Længtes ikke. Følte ingenting, da dagens første søde sms fra ham dumpede ind. Var ikke specielt ærgerlig over, at vores planer passede dårligt sammen, og at vi derfor ikke kom til at snakke. Var måske snarere en befrielse. Og da jeg senere på dagen travede rundt i et Halloween-pyntet Tivoli med vennerne omgivet af, hvad der forekom at være Københavns samlede tropper af forelskede, kvalmt romantiske par, tog jeg mig selv i at tænke, at det egentlig var rarest at gå der alene. Ikke at være en del af et par, som jeg ikke helt vidste, om jeg gad være en del af.

Jeg blev ked af de tanker. Rigtig ked. Var hele forelskelsen bare noget, jeg havde bildt mig ind, fordi jeg måske var blevet mere desperat efter en kæreste, end jeg selv gik og troede og derfor tilfældigt havde snuppet ham her, da lejligheden bød sig? Var jeg måske alligevel efter to år uden kæreste gået hen og blevet liiiiidt for glad for min singletilværelse? Var der ikke lidt mange ting, det ville blive skidesvært at arbejde med i det forhold? Var der ikke en del fyre omkring mig (alene dér i Tivolis halvmørke), som var lækrere, og som ville være bedre partier for mig end han?

Jeg skød tankerne fra mig og besluttede mig for at ha’ en sjov aften. Orkede ikke at forholde mig.

Da venneflokken senere fortsatte i byen, skruede gruppens charmetrold number one pludselig gevaldigt op for dampen. Jeg fik spinnelyde i øret, blev aet lidt “tilfældigt” og bare generelt… charmeret. Han og jeg har mødt hinanden nogle gange, og vi griner altid godt sammen og følger hinandens tone. Jeg tror, vi begge er tiltrukket, men ikke mere end det.

Kort tid forinden havde den veninde, der stod for arrangementet, sørget for lige at indskyde i samtalen, at jeg havde fået kæreste på. Fint nok – så slap vi da uden om de værste misforståelser – også selv om det netop var kommet frem, at han nu igen er single…

Sagen er: Som jeg sad dér og jokede og underholdt og flirtede, blev jeg pludselig ti år yngre. Kombinationen af den åbenlyse læggen op til mig (eller hvad vi nu skal kalde det) og den manglende mavefornemmelse i forhold til kæresten prikkede pludselig til nogle gamle, støvede minder omme bagerst i hjernen. I ved, déromme hvor der er spindelvæv, og flyttekasserne er skæve af hinandens vægt, fordi de står, som da de i hast blev kastet derind flere år tidligere… Jeg blev tvunget til at forholde mig nu.

For cirka ti år siden var jeg vildt og altopslugende forelsket på en måde, der kom helt bag på mig. Jeg havde ganske vist været i forhold før, men slet ikke lykkeligt forelsket, som jeg var her. Da jeg havde været sammen med denne her gut i et par måneder, gik der imidlertid pludselig helt kage i den inden i mig: Det var, som om jeg ingenting følte!? What to do???

Til alt uheld stod hans bedste ven klar i kulissen – forelsket i mig allerede inden jeg fandt sammen med bedstevennen. Og allerede da havde vi storflirtet – og lidt mere end det. Dum som Echte var, faldt hun for fristelsen nu – kæreste eller ej. Feteret af ét stk pågående, vanvittigt direkte mand. På mange måder kærestens modsætning (var vel derfor, de var venner…) Og jeg var jo alligevel åbenbart på vej ud ad mit forhold, for pludselig følte jeg jo ingenting, veeeel?

… Doooh!

Skal love for, jeg blev klogere!! Jeg kneppede ham vennen et par gange. Han blev endnu mere forelsket i mig, og jeg fandt i dén grad ud af, at jeg ingen dybere følelser havde for ham, men at jeg tværtimod – surprise – stadig var vildt forelsket i kæresten. Der blev en farlig ballade! Kæresten gakkede – selvfølgelig! – fuldstændigt ud af raseri på mig, da dumme 23-årige Echte vendte slukøret tilbage og ikke længere kunne bære på skylden og skammen: Hej kæreste. Jeg har bollet udenom. Mere end én gang. Med din bedste ven.

Men det var først mange år senere, jeg forstod, hvad der egentlig var sket. At jeg fattede, hvorfor fanden jeg – en totalt nyforelsket kvinde – rendte ud og kneppede ved siden af. Den manglende mavefornemmelse handlede ikke en skid om, at jeg ikke længere følte noget. Tværtimod. Den handlede derimod rigtig meget om at føle sindssygt meget. Faktisk så meget, at alle mine alarmsystemer slog til. Systemet Echte lukkede ned: “Dytdytdytdyt – alarm i sektor otte. Vi har en nedsmeltning!”

Når følelser bliver så kæmpestore, at noget i mig bedømmer, at jeg ikke vil kunne holde til at miste den, følelserne handler om… lukker jeg af. Jeg kan ganske enkelt ikke mærke, at jeg føler noget som helst!! Men dét anede jeg jo ikke dengang.

Da ét stk halvfremmed, storcharmerende mand så i går aftes sad og spandt mig ind i øret og lavede sjov med og smilede til mig hele tiden, genkendte jeg så pludselig situationen: Jeg føler så meget for kæresten, at ingen andre kommer op på siden af ham. Jeg STORsavnede ham på vej hjem fra byen. Jeg længtes helt afsindigt, da jeg vågnede i dag. Men vi havde skændtes forleden. Og selv om vi blev gode venner, og der endda kom noget rigtig konstruktivt ud af skænderiet (også fordi han er god til at afslutte ordentligt i sådanne situationer), så reagerer jeg bagefter. Ved at lukke af. Ved ikke at reagere. Smerten og angsten for den smerte, der i værste fald kunne følge (ved at miste ham) tackler jeg ved at lukke af for alle mine følelser. Jeg styrer det ikke selv, og derfor bliver jeg så pisseforvirret.

Men jeg genkendte situationen. Jeg havde ikke det, der ligner lyst til at være sammen med en anden. Jeg havde lyst til kærestens trygge favn. Havde lyst at fortælle ham, præcis hvor sårbar jeg er, når jeg har det sådan. Præcis hvad det er med de her signaler og mavefornemmelsen, der ind imellem bliver væk.

Jeg har lige talt med ham i telefonen. Og jeg ved, han blev forvirret (det sagde han). Og jeg tror også, han blev lidt rystet. Manden der er overlevet i krig på sin mavefornemmelse, stillede selvfølgelig spørgsmålet: “Hvordan hulen kan din mavefornemmelse bare sådan forsvinde midt i det hele, Echte??”

Og sandheden er, at jeg godt ved, hvorfor den gør det – men at der nok ikke er meget at gøre ved det… Kæresten, jeg dengang var utro, lignede min mor en del på visse punkter: Ultra følsom, ekstremt kærlig og med stor stolthed og ærekærhed og et lidt hidsigt temperament. Alt det, jeg holder så meget af ved min mor. Min nuværende kæreste har mange af de samme træk. Bare endnu mere udpræget. Så der sker det samme over for dem, som når jeg som barn følte, at jeg var ved at miste min mor, fordi hun havde såret mig og vi havde skændtes: Jeg trækker skjoldet op, fordi jeg simpelthen ikke kan bære tanken om at føle så stor smerte. Ved at miste.

Det er godt at vide, at jeg ikke er tæt på at miste kæresten, bare fordi jeg skændes lidt med ham. Det er godt at vide, at det her bare er et gammelt levn. Det er godt at vide, jeg kan forklare kæresten, at det her absolut ikke handler om lyst til andre mænd. Det er i det hele taget godt at være ti år klogere.

Men derfor kommer det stadig bag på mig, hvor godt visse gamle mønstre sidder fast.

Pheeew – for en forskrækkelse…

Nyt

Det er svært at overskue alt det nye, der sker med mig. Inden i mig. Ikke fordi der er tale om en dårlig udvikling. På nogen måde. Det er bare nyt. Meget nyt. Han sætter mig konstant i situationer, jeg aldrig tidligere har været i. Jeg, der plejede at være ”hende den hurtige”, hende som andre ikke kunne følge med, er nu den langsomme, eftertænksomme, der beder om tid og rum, og som jævnligt snapper efter vejret af lutter befippelse.

*Det er nyt, at nogen er hurtigere end mig til at stille spørgsmål om fremtiden. Og lidt chokerende, i øvrigt, at nogen i det hele taget har tænkt på en fremtid med mig. Som i ”jeg vil ha’ hus og børn med dig”. Dén drejebog har jeg aldrig nogensinde set hos nogen før.

*Det er nyt, at når jeg fortæller om, hvor mærket jeg desværre er af min ustabile opvækst, og at jeg har svært ved at tro på kærligheden som noget varigt og betingelsesløst, og at det skræmmer mig ad helvede til, samtidig med at jeg længes, så lyder svaret: ”Echte, jeg er forelsket i dig. Og jeg har en fornemmelse af, at du kunne være kvinden for mig. Den følelse er jeg nødt til at følge. Længere er den ikke.”

*Det er nyt, at det er mig, der spørger, hvordan filen han tør tro så meget på sin mavefornemmelse. Og det er overvældende, at svaret er så overbevisende: ”Echte, dén ene gang jeg ikke stolede på min mavefornemmelse i mit job, var en af mine mænd ved at blive slået ihjel. Jeg stoler på min mavefornemmelse.”

*Det er nyt, at når vi går ved siden af hinanden, er jeg så glad, at jeg næsten ikke kan være i mig selv, samtidig med at jeg bliver så genert, at jeg ikke rigtig kan kapere det. Mig genert?? Jowjow, det er ikke det nye. Det nye er, at jeg ikke magter at skjule det. Lige dér føler jeg, at alle må kunne se det på mig. Se at jeg for første gang i mit liv tvivler en anelse på, om min kvindelighed kan matche den maskulinitet og slagkraft, som går ved siden af mig. Velkommen til programmet ”En powerwoman krydsede sit spor og fandt sin overmand”… (Og jaja, jeg véd godt, jeg ikke fremstår som en powerwoman på bloggen, men det er der altså mange, der ser mig som ).

*Det er nyt, at han har cirka lige så meget livserfaring som jeg selv, i nogle henseender har han vel nærmest prøvet mere end jeg – i den udstrækning man nu kan gøre den slags op. Ved godt, det lyder mystisk, men jeg har sgu nærmest ikke været vant til at skulle forholde mig til fx fænomenet eks-kærester. Han har tre længerevarende parforhold, et huskøb (og salg!), adskillige tilfælde af utroskab (andres), sin mors død og sågar krigshandlinger bag sig. Plus de dér kvinder, med hvem han selvfølgelig hér og dér har forvildet sig ud i éngangsaffærer og det, der ligner. Og så har han lige så stort et flirte- og udadvendthedsgen som jeg selv. Og synes i øvrigt det er helt i orden, at jeg flirter. Han stoler jo på mig. Nyt, nyt, nyt… Arme Echte!

*Det er nyt, at han ikke bliver det mindste forskrækket, når jeg hidser mig standsmæssigt op og er vred – og nyt, at jeg næsten aldrig gør det. Og nyt at han godt kan komme til at grine, når jeg så gør det, og at han bagefter – uden at jeg har spurgt efter en forklaring – ser kærligt på mig og siger: ”Jeg kom sgu til at grine lidt – af generthed og fordi situationen var så uvant. Jeg mener – det plejer jo at være MIG, der er den hidsige, ikke? Og så var der også det, at selv om du stod og var så pissesur, så havde jeg stadig lyst til at kysse dig, og det forvirrede mig altså lidt.” Jamen, hvad fanden stiller man op med sådan en dejlig forklaring? Hvad fanden stiller man op med mænd, der af sig selv kan gi’ én den slags forklaringer? Jeg er nået frem til, at jeg bare skal nyde det – og huske at fortælle ham, hvor meget jeg nyder det…

*Det er nyt, at jeg i samtaler bliver overrasket med alle mulige skarpe spørgsmål. Jeg sidder aldrig og venter på, han skal spørge mig om noget bestemt. De tider er forbi. Dels er jeg det sidste halve år blevet meget bedre til af mig selv at sige, hvad der falder mig ind. Jeg er ikke længere så mistroisk over for folks interesse. Er den nu ægte og ment? Det er den vel for fanden, hvis de spørger! Og derfor behøver jeg heller ikke længere nødvendigvis få interessen bekræftet ved spørgsmål fra deres side, selv om nysgerrighed da er dejligt. Dels er han bare sindssygt god til at lytte. Han skal nok fange detaljer, som jeg ikke engang selv lægger mærke til. Og han skal nok spørge. Åhjo, stooool på det!

*Det er nyt, at han grinende konstaterer, at det er ærgerligt, han ikke i tide listede navnet på min nu forhenværende arbejdsplads ud af mig, så han kunne ha’ sendt blomster til mit kontor – og nyt at jeg ikke bare kan sidde og dagdrømme om den slags, sikkert og forsvarligt privat i ly af min pandeskald, men at jeg rent faktisk mærker, at jeg panikker temmelig meget, da han ytrer den idé.

*Og lige så nyt, at jeg ved, han mener det, når han truer med at starte bilen spontant nu og her midt om natten og krydse Fyn for at komme over til mig, fordi jeg altså er lidt for dejlig, og han savner mig som ind i Helvede.

*Det er nyt, at han siger: ”Uh, du skal glæde dig til at møde [navn på person fra hans nærmeste vennekreds eller familie]. Du vil elske ham/hende”, og at han siger, han gerne vil vise mig frem. Og at han fortæller mig, han er kommet til at love én af sine nærmeste venner, at vennen nok snart skal komme til at møde mig. – Og lige så nyt, at jeg mærker præstationsangsten overvælde mig. Halloooo, hvor blev du af selvtillid??

*Det er nyt, han kigger grinende på mig og udbryder: ”Hold nu kæft, Echte!”, når jeg rigtig får viklet mig ind i noget akademisk attitudepis, som jeg egentlig heller ikke helt selv ved, hvad betyder. Og at jeg ikke engang gider prøve holde fast…

*Det er nyt, at jeg så tydeligt mærker, hvor meget jeg egentlig har været ramt af alle de skuffende og på andre måder dårlige og mærkelige oplevelser, jeg har haft med mænd de sidste par år. Nyt at gå ind i et forhold på den her erfarne måde. Nyt at nyde at bruge krudt på at ”udveksle bagager” og forklare de mærkelige vaner og ar, man har fået undervejs.

*Det er nyt at være så tryg. At være helt sikker på, at kærligheden varer ved. Stort set ikke at tvivle på, at han vil ha’ mig.

*Nyt at han så hurtigt sætter sig ind i min situation, da han hører jeg skal ha’ lavet en mammografi og en ultralydsskanning, fordi jeg bliver ved at have smerter i begge bryster: ”Echte… Skal du alene derhen??” Og jeg, der slet ikke har tænkt så langt, som at man måske kunne have brug for nogen i den situation, affærdiger ham på min sædvanlige ”det er ikke noget at snakke om, jeg er vant til at klare mig selv”-facon. Men da jeg står uden for klinikken få dage senere og er ved at tude af lettelse, fordi alt gik godt, og de ikke fandt nogen knuder eller andre uregelmæssigheder, og smerterne dermed kan bortforklares som “noget harmløst hormonelt”, kan jeg jo godt mærke, han havde helt ret: Den slags ER ikke noget, man BARE klarer selv.

*Det er nyt, at da han lidt efter får en sms fra mig med det glædelige budskab ”jeg har ingen knuder i kroppen”, ringer han mig straks op og siger søde, rolige, glade ting. Men så får jeg også en lille skideballe: Han vil da VIDE den slags med det samme. Han har været NERVØS for mig, og jeg skal da RINGE. Om jeg da ikke forstår det? Og jeg indser det lidt tragiske i, at det slet ikke var faldet mig ind, at nogen kunne være så interesserede på dén måde. At det kunne ses som vigtigt. Mig og mit velbefindende.

*Det hele er faktisk nyt. Især det at jeg føler, jeg kan bruge erfaringen fra gamle dårlige oplevelser til noget som helst, selv om alt det her virker… nyt. Mystisk.

… Og i glimt er jeg meget bange for, at jeg vågner lige om lidt og opdager, at jeg bare drømte. At det hele igen er gammelt. Men nu kan man jo ikke bruge al sin tid på at gå rundt og være bange…

“Det kan også blive FOR sjovt”

Sådan siger min mor gerne, når tilværelsen former sig HELT åndssvagt (på den dårlige måde), og/eller andre mennesker opfører sig skuffende, uforklarligt eller ubehøvlet. Helt sikkert er det, at hun absolut ikke finder det SPOR sjovt, når hun siger sådan. Og også at hun har givet en lille smule op. For en stund. Føler sig desorienteret og ikke rigtig synes, hun gider mere.

Kom til at tænke på vendingen i dag. Og kom til at grine. Fordi den tørt tragikomiske nøgternhed i sætningen er  lidt hyggelig på sin egen skuffede måde.

Hvad angår de dér mænd… Jeg holder en pause nu. Det kan sgu også blive FOR sjovt!

Absurd

Så jeg af alle burde fokusere på, at han selv i så presset en situation insisterer på at ville se mig. Men det gør jeg ikke.
Tværtimod bliver jeg efter samtalen pludselig ked af det og mest af alt rigtig irriteret: Hvad fanden bilder han sig egentlig ind at tro, at bare fordi det ville passe ham at spise frokost, så passer det også mig??

‘Absurd’ er nok det ord, nogle ville bruge om situationen. Andre ville måske foretrække ‘meningsløs’.

Well, de kolde facts er, at rammerne for hans tilværelse med stor sandsynlighed vælter ned om ørerne på ham i dag. Det firma, han arbejder for, og som er en iværksætterdrøm for ham og nogle andre gutter, ser ud til at gå konkurs. Og han er en “jeg klarer altid mig selv”-mand. En liberal mand. Så ikke noget a-kasse-pjat til ham. Facit: Han er med stor sandsynlighed også en meget broke mand efter i dag og har mere end nok at tænke på – allerede i sidste måned var lønnen halveret. Der var ikke flere penge i firmakassen.

Og midt i forvirringen er han så kommet til at kigge forkert i sine papirer og har taget fejl af tidspunkter. Så den dag, vi var blevet enige om at mødes og spise midddag, sidder han lang pokker i vold i anden landsdel (han troede, han ville være hjemme om aftenen).

Hvad gør manden? Han ringer da, så snart han finder ud af det og fortæller mig, at han har begået en “brøler”. Og jeg kan så regne ud, at det her med at mødes til date nummer to bliver lidt mere besværligt end først ventet. Først var det mig, der ikke kunne den dato, han foreslog for date nummer to. Nu er det hans kalender, der gør vrøvl. Han tager nemlig til udlandet på mandag. Ergo lyder mit svar i telefonsamtalen: “Okay, det er der jo ikke noget at gøre ved, så må vi jo bare snakkes ved om tre uger.” Men dét vil han åbenbart ikke acceptere. Hans udmelding lyder, at hvis han alligevel ikke har noget arbejde, så må vi da finde tid til at spise frokost, inden han tager af sted og at “skal vi ikke aftale, at jeg ringer, når jeg ved noget [om arbejdssituationen]?”

Jo, det må han da gerne. Vi pjatter og griner, og samtalen varer vel alt i alt en tyve minutter.

Og det absurde?
Det absurde er, at jeg i løbet af aftenen sender ham en sms. Jeg skriver, at jeg har en dårlig fornemmelse med det her, og at han gerne må ringe snarest. Også selv om jeg godt ved, at han denne uge dels befinder sig til det her sportsstævne i fucking langtbortistan dansk provinshul og ind imellem farter til byen for at forsøge at redde firma. Læs: At kommunikere pr. mobil er ikke hans højeste prioritet.

Jeg burde vist nok være forstående. Jeg står også uden job snart. Men jeg er i a-kasse og har billig husleje. Det er let at forestille sig, hvordan jeg ville have haft det, hvis nu jeg havde stået i en situation som hans – oven i købet fra den ene dag til den anden… Så jeg af alle burde fokusere på, at han selv i så presset en situation insisterer på at ville se mig. Men det gør jeg ikke.
Tværtimod bliver jeg efter samtalen pludselig ked af det og mest af alt rigtig irriteret: Hvad fanden bilder han sig egentlig ind at tro, at bare fordi det ville passe ham at spise frokost, så passer det også mig?? (Jeg arbejder faktisk stadig de næste par måneder, Fætter Møgkål!!!) Og jeg spørger en masse ind til ham og husker tydeligvis, hvad han har fortalt mig. Spørger han til mig? Ikke en meter! Faktisk afsluttede han samtalen, da jeg – lidt umotiveret – gav mig til at snakke lidt om mit skriveri, som betyder meget for mig. Og da han skulle risikere sig selv og invitere mig ud på anden date, sagde han, at det jo var ‘farligt’, men gu’ var det ej – jeg havde hintet ret tydeligt, at jeg også gerne ville ses igen. Fik jeg nogen points for at jeg helt ud af det blå tog kontakt til ham og risikerede mig selv?? Niiix! Ikke noget med at han var smigret eller overrasket eller noget i den retning. Ingenting. Niente. Nul, putte!

Jeg ved ikke helt, hvad det er for et spil, jeg kører med mig selv her… Jeg ved bare, jeg har været her før. Og at jeg hader det. Jeg ved, at han nu er BIG TIME i minus, og at jeg ikke kan abstrahere fra det. Jeg ved, at jeg nu er gået i ‘indebrændt og tøsefornærmet kællinge-mode’. Og at jeg har ondt i maven af irritation og nervøsitet. Fordi jeg er bange for, at han ringer. Og bange for at han ikke ringer. Og fordi jeg føler, jeg svigter mig selv ved at lade det fylde så meget – en eller anden date. Vor fucking herre bevares!!! Og fordi jeg altid føler mig hamrende mindreværdig, når jeg havner her.

Helt inde i kernen drejer det her sig om, at jeg ser det myldre frem med tegn på, at han ikke synes, det her er nær så vigtigt, som jeg synes. For det er kun mig, der hinter til, at jeg synes, det er vigtigt (som fx da jeg sagde, at jeg da måtte sørge for, firmaet gik konkurs, så vi kunne ses snart). Og så drejer det sig om, at jeg slår mig selv i hovedet. Over at skrive denne post. Over at tænke sådan over det. Over at have lyst at tude over det.

For jeg har kun mødt manden halvanden gang. Og hvordan skulle han kunne lide mig og have interesse i mig, når jeg er så lidt cool og så ynkelig allerede nu? Jeg kan ikke lide mig, når jeg er sådan her.

Egner mig ikke til det dér med mænd, tror jeg. Mit bedste bud er at droppe ham straks. Også fordi… Jeg har jo ikke hørt fra ham på trods af den dér sms. Og det må jo betyde, at han synes, jeg er totalt latterlig, ligegyldig og langt ude. Ikke? Og så glemmer vi lige den dér konkurs og det dér sportsstævne osv.